Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fristedet: Hvorfor gør vi det?

 

I Afd. Fristedet arbejder vi struktureret i hverdagen. Ugen består af faste aktiviteter, men med plads til at følge børnenes ”spor” og til at være spontane. Derudover har vi faste daglige gøremål og årlige traditioner, som vi værner om.

Herunder beskriver vi kort, lidt af hvad vi gør og ikke mindst hvorfor vi synes det er vigtigt. Vil I vide mere om de enkelte punkter kan I henvende jer til personalet:

Hvorfor går vi på legepladsen hver dag? Vi følger årets gang i vind og vejr og lærer at være ude i al slags vejr. Vi får ny energi og dyrker de sociale relationer på tværs af stuerne. Der er mulighed for at blive udfordret grovmotorisk og plads til store armbevægelser.

Hvorfor går stuerne på tur hver uge? Børnene bliver livsduelige, når de f.eks. lærer at færdes i trafikken. De lærer at begå sig forskelligt i byen blandt andre mennesker og i naturen. Det styrker deres sociale relationer og giver tid til fordybelse. Børnene inddrages af og til i turmål, og der er stor læringsværdi i at opleve omverdenen med alle sanser. Børnene udvikler deres omverdensbevidsthed ved at få oplevelser i andre omgivelser og andre sammenhænge. Byens kulturelle tilbud, naturen og nærmiljøet udforskes.

Hvorfor har vi samling? Om formiddagen eller inden madpakketid har vi ofte samling på stuerne. Her mødes stuens børn efter at de måske har været spredt i leg eller aktivitet. Samlingen bruges også til forskellige læringselementer – højtlæsning, sanglege og småsnak. Kollektive beskeder og det at kunne lytte til hinanden er også en del af samling.

Hvorfor har vi ”Leg og læring” på stuerne? Vi har mulighed for at arbejde med børnene i mindre grupper og kan tilpasse aktiviteter til aldersgruppen. Vi kommer tættere på børnene og kan have større fokus på det enkelte barns kompetencer. Gode muligheder for at styrke barnets personlige, sociale og sproglige kompetencer.

Hvorfor arbejder vi med ”Fri for Mobberi”? Materialet giver gode værktøjer til at arbejde med børnenes sociale kompetencer. Det giver børnene et godt fundament for samvær, og de lærer om forskellighed, omsorg, regler og normer og får en god forståelse for hinanden. Arbejdet giver en rød tråd til SFO og skole, der ofte også bruger materialet.

Hvorfor må børnene være selv på legepladsen og i kælderen? Her har børnene et frirum uden konstant at være under opsyn. Her afprøver børnene de mestrings-strategier de har lært og lærer at drage omsorg for hinanden. Det giver børnene frihed til at skabe andre lege og viser deres udvikling i personlige og sociale kompetencer.

Hvorfor har vi faste årlige traditioner? Vi følger årets gang og laver aktiviteter på tværs af stuerne. Vi ser frem til noget og har fælles oplevelser at snakke om bagefter.

Hvorfor tager vi på fælles udflugt en gang om året? Det er en god fællesskabsoplevelse, og vi har mulighed for at være sammen på en anden måde. Det er et dejligt afbræk i hverdagen og er noget, vi ser frem til. Der er gode muligheder for at have et anderledes samspil mellem børn og voksne.

Hvorfor har stuerne forældrekaffe en gang om måneden? Det giver forældre og børn en fællesskabsfølelse. Forældrene lærer hinanden at kende, og det giver mulighed for at lave legeaftaler. Forældre og børn oplever et fælles ansvar i børnehaven, og når børnene oplever at forældrene er deltagende og trives i børnehaven, giver det også børnene større tryghed i hverdagen. Det er ikke altid, man som forældre kan deltage, og det er vigtigt at lære sit barn, at det er ok ikke at skulle deltage i alt. De andre forældre og personalet hjælper de børn, der ikke har besøg.

Hvorfor har stuerne bedsteforældredag? Det er en positiv dag, hvor bedsteforældrene får en indsigt i barnets hverdag. Barnet er stolt over at vise sin børnehave frem, og der er tid til fordybelse og samvær.

Hvorfor holder vi sensommerfest med teater? Igen er fællesskab et hovedtema. Vi glæder os til dagen, og for de ældste er det en særlig oplevelse at skulle optræde for forældre og søskende. Det er noget, de ser frem til og de oplever sig selv som ”de store”. Alle er med til at skabe en god oplevelse, og børnene ser, at alle forældrene har det hyggeligt sammen.

Hvorfor har vi arbejdsdag? Det giver et stort tilhørsforhold at deltage i dagen. Børn, personale og forældre får større ansvarlighed overfor tingene, når de selv har været med til at lave det. Vi mødes på en afslappet måde og har en hyggelig dag. Mange ting ville aldrig blive lavet, hvis vi ikke fik hjælp, og det gør, at omgivelserne ser pæne ud.