Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Cykelhjelme i Bramdrup Børnehave

Meget god leg foregår på cykel, og børnenes motoriske og personlige udvikling styrkes, når de færdes på to hjul. Vi har personale i Bramdrup Børnehave, der bruger cykelleg til at gøre børnene mere sikre på cyklen. Vi fanger f.eks. sæbebobler med forhjulet og øver balancen på forskellig vis.

Personalet opfordrer til, at børn altid benytter cykelhjelm, når de færdes i trafikken, fordi hjelmen er god til at beskytte mod hovedskader ved ulykker i trafikken.

Når vi dette til trods ikke tillader at børnene benytter cykelhjelm når de cykler på børnehavens løbecykler eller på egen cykel (pt. tilladt om fredagen i Fristedet), er det fordi, cykelhjelm på legepladsen kan være livsfarligt.

Børn er meget impulsstyrede og skifter ofte aktivitet. De vil derfor ikke skelne mellem, at de har gang i en cykleleg og deres lyst til f.eks at klatre i træer eller tage en rutschetur. Har barnet cykelhjelm på under en klatretur, kan remmen fra hjelmen komme til at hænge fast i en gren og det kan medføre, at barnet kan blive kvalt.

Selvom vi har opsyn på legepladsen, kan vi ikke garantere for, at vi altid har set når et barn ændrer aktivitet, og derfor, af sikkerhedsmæssig årsager, ønsker vi ikke, at børnene benytter cykelhjelm på legepladsen.

Cykelhjelme, der bliver tabt eller smidt under leg, kan desuden miste effekten af sikkerhed og derfor måske alligevel ikke sikre barnet hoved på forsvarlig vis. 

Hvis vi laver cykelleg der foregår uden for børnehavens legeplads – f.eks på vores parkeringsplads eller på stierne omkring – vil dette blive annonceret på månedsplanerne og deltagende børn vil blive bedt om at medbringe cykelhjelm. Kun børn, der har hjelm med, kan deltage i disse særlige arrangementer. 

Denne ”cykelhjelms–politik” er drøftet både blandt personalet og på bestyrelsesmøder i 2015. Vi har undersøgt, hvad andre mener, og har bla. fundet flg. sætning i pjecen ”Børns Sikkerhed” fra Sikkerhedsstyrelsen: ”Brug aldrig cykelhjelm på legepladsen, i skolegården eller i haven. Hænger hjelmen fast i noget, kan dit barn blive kvalt i remmen”. Mange bestyrelser drøfter emnet, men der er ikke nogle entydige svar på, hvad man bør gøre. Også Fristedets bestyrelse havde forskellig holdning, og vi var alle enige om, at det var en svær drøftelse. På den ene side er det en naturlig del af barnets udvikling at være nysgerrig og udfordre egne kompetencer for på den måde at lære nyt, på den anden side er det vigtigt at sikre, at udviklingen sker i trygge rammer. Beskytte mod farer, men ikke overbeskytte. Sikre fri udfoldelse af evner og læring, ikke omklamre barnet og fjerne alle ”bump på vejen”.

På bestyrelsesmødet i nov.2015 blev det besluttet, at den nuværende holdning tages til efterretning og fortsætter.

Ønsker man som forældre ikke at ens barn cykler uden cykelhjelm i børnehaven, beder vi om, at man ikke medbringer egen cykel om fredagen (når man i Fristedet må have egen cykel med på legepladsen), eller at barnets cykel er aflåst (hvis den bruges som transportmiddel til og fra børnehave). Vi kan dog ikke garantere at barnet aldrig bruger børnehavens løbecykler, der også benyttes om fredagen.

Personalet oplever ikke, at det giver konflikter børnene imellem, at ikke alle børn medbringer cykler om fredagen. Tværtimod er der god læring for barnet i at få af vide, at cyklen ikke må medbringes, fordi man som forældre har truffet et valg.